Ingen af os har råd til at vende ryggen til at være en del af en grønnere udvikling. Tusindvis af arter verden over, er forsvundet for evigt og klimaforandringerne er en realitet på kloden. Mange steder er blevet ubeboelige, enten pga. for meget vand eller tørke, hvilket allerede nu fører til hungersnød og immigration. Dette er en tragedie ikke alene for mennesker men også for resten af klodens beboere. 

- VI ER ALLE NØDT TIL AT KÆMPE I FÆLLESSKAB FOR KLODEN.

I Korsvejskirken tager vi kampen op og har derfor gennem den seneste årrække arbejdet på at blive en del af Grøn Kirke Organisationen. 

Bag Grøn Kirke står Grøn Kirke-Gruppen under Danske Kirkers Råd. Det er en økumenisk arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra flere forskellige kirkesamfund og kirkelige organisationer i Danmark. Grøn Kirke-Gruppen fungere også som Danske Kirkers Råds kontakt til internationale organisationer som f.eks. Kirkernes Verdensråd, når det drejer sig om det kirkelige klima- og miljøarbejde.

Grøn Kirke-Gruppens formål er med et kirkeligt og teologisk udgangspunkt at inspirere og motivere individer, menigheder, kirker og kirkelige organisationer til at taget et medansvar for de klima- og miljøudfordringer verden står overfor. 

I Korsvejskirken kan vi nu kalde os den første grønne kirke på Amager. Gennem undervisning af store som små, grønne projekter som vores bæredygtige køkkenhave, og gennem den almindelige drift af kirken, har vi sagt et stort JA til en grøn udvikling.  Det vil vi gerne fejre sammen med jer og afholder derfor en GRØN KIRKEDAG for både voksne og børn. Skal vi råbe vores politikere op så de forstår alvoren, er vi også selv nødt til at blive klogere. På dagen vil de voksne kunne høre og lære om bio-diversitet, om hvordan man selv laver insekthoteller og hvordan vi helt almindelige borgere kan være med til at modvirke den klimakrise vi reelt er en del af. Mens de voksne lytter kan børnene, i følgeskab med en voksen, være en del af en workshop hvor man blandt andet lærer at lave billige og bæredygtige madpakker. Vi afslutter dagen med fællesspisning og en kort billede- og musik meditation i kirken, inspireret af Pave Frans.

Vh
Julie Aaboe