Korsvejens skole og Korsvejskirken afholder vintertøjs-bytte dag.

Enhver der har børn ved, at vi som forældre bruger rigtig mange penge på at klæde de små poder på, der hurtigt, ja faktisk i rivende fart, bliver større og vokser ud af det dyrt indkøbte tøj. Så må man på den igen og ud og købe nyt tøj i stedet for det gamle, der ofte intet fejler. Det er en dyr fornøjelse, i sær når det gælder vintergarderoben og mange familie kvier sig derfor lidt når efteråret og den kolde tid kommer.

Derfor vil Korsvejens skole og Korsvejskirken i år påbegynde et projekt for at give en hånd til de familier, der har brug for vinterbørnetøj. Kom med noget af det vintertøj, dit barn er vokset ud af, og hvis du er heldig, så kan du bytte det til noget i en større størrelse. Det kan også være, du har noget tøj, du gerne vil give uden selv at have brug for noget nyt, og det er du selvfølgelig også meget velkommen til. På den måde kan vi alle hjælpe hinanden, men ikke bare det: i klimakampens navn kan vi være med til at stoppe overforbruget inden for tøjsektoren.

Hvorfor: At være del af en kirke er at være en del af et fællesskab, et særligt fællesskab, der i Jesu navn forpligter til at være der for alle der har brug for det. Det er meget vigtigt for os i kirken at være en aktiv del af lokalområdet og være loyale overfor alle i sognet, både dem vi ofte ser i kirken og dem vi ser lidt sjældnere eller slet ikke. Derfor vil vi gerne være en del af at løfte i flok, så vi her i Kastrup kan hjælpe hinanden.

Hvordan: har man noget tøj man gerne vil bytte kan man tage det med på dagen, i vasket tilstand og bytte det til noget andet tøj. Vil man gerne donere noget vintertøj kan man også indtil d.25 oktober aflevere tøjet i Korsvejskirken.

Hvornår og hvor: Onsdag d. 30 oktober på Korsvejens skole i Drengenes Gymnastik Sal, fra 13.30-15.30.

Her vil der stå nogle venlige friville både fra skolens SFO og fra Korsvejskirken og hjælpe dem der kommer. Jeg er sikker på det bliver en god og hyggelig oplevelse.

sognepræste Julie Aaboe