Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage. Matt.6.33.

Vi er nu gået ind i vinterens tredje, men også sidste måned. Dagene er begyndt at blive længere, og lige straks begynder erantis og vintergækker at kigge frem. Der er stadig længe til egentligt forår, specielt da når årstiderne synes at have rykket sig noget, men der er lys forude. Det har vi brug for. På trods af at mange rent evolutionært burde have tilpasset sig det sparsomme lys i denne del af verden, ja så lader det til iflg. en artikel om vinterdepression på dr.dk (20/1-20) at 2% af befolkningen får en decideret vinterdepression, mens 10% rammes af tegn på depression på denne årstid. Behandlingen er efter sigende hverken D-vitamin eller motion, men simpelthen lys. I år er vi som folk så endnu mere udfordret p.g.a. covid19. Information kunne fortælle (12/1-20) at et studie fortaget af det medicinske tidsskift The Lancet peger på, at helt op til 75% af de, der bliver indlagt med covid19 (eller en hvilken som helst anden variant over emnet), oplever senfølger, flere fysiske følger, men også angst og depression. Ja, faktisk er det dokumenteret at helt op til 25% kommer til at lide af regulær klinisk depression. Psykiatrifonden bygger disse dystre tal op og siger at den mentale tilstand i Danmark er voldsomt forværret under Covid19 pandemien.

Dette er naturligvis dystre fakta, og det i en tid hvor vi har så svært ved at se fremad. Vaccinerne synes alligevel ikke at være helt på trapperne, de lader i hvert fald vente på sig. Trods alt dette, synes jeg ikke vi skal fortabe os selv i det dystre, for vi reagerer i virkeligheden helt naturligt. Der er naturligt at søge lyset, og med lyset fællesskabet i de varmere måneder, og det er helt naturligt, at de der bliver smittet og syge af covid19, bliver bange og angste i en grad, der kan gøre dem syge. Det er helt naturligt, at vi at alle i samfundet reagere på at have fået reduceret det, der betyder allermest for mennesker, at være der for hinanden. At være i selvskab med hinanden, at kunne give og modtage samvær, og kærlighed. Det er ligeledes helt naturligt, at vi bekymres over den globale situation, og de mange varianter af covid19, der synes at dukke op under de populære og mere mundrette navne som den britiske variant, den rumænske etc. Vi bekymres, fordi vi er et fællesskab af mennesker, menneskeheden. Det er et følelsesmæssigt sundhedstegn at vi bliver deprimerede og angste, når det helt essentielle udfordres i vort liv. Hvor er det godt, at det fællesskab er intakt. Hvor er det godt, at der trods forsinkelser er en mulig løsning på vej gennem vacciner. Er det lige nu der er en løsning? Nej, ingen anden en at blive hjemme. Er det lige nu, vi ved hvornår de søde børn skal tilbage på skolebænken, vi kan gå ud og spise, gå på cafe, ses med gamle eller nye venner eller hvad man nu har lyst? Nej, det er det ikke, men vi ved nu at det er på vej. Der er lys i mørket, hvis vi ser efter.

Sognepræst Julie Aaboe