Et simpelt check på FB afslører, at skribenten har rundet de halvtreds på godt og ondt. Det betyder, at jeg blev født i skæret af ungdomsoprøret, og derfor var så heldig at blive født som en af de kvinder, der voksede op med den bevidsthed, at man ikke skulle føle sig mindre værd, alene fordi man var født som kvinde her i landet. Nej, i stedet blev det en selvfølge, at man var lige så meget værd som ethvert andet menneske, kvinde som mand - lige rettigheder, lige løn, lige muligheder var udgangspunktet, om end vi ikke er der helt endnu. Men hvorfor er vi egentlig ikke det? Jeg skynder mig at sige, at det er der flere vinkler på, men at en af dem hænger sammen med mange, ikke alle, kvinders selvopfattelse, det vil sige deres identitet som kvinder. 

Ens identitet skabes altid i samspillet med de omkring os, andre kvinder og mænd, både familien, og dem vi møder i større sammenhænge, kulturelt, nationalt, religiøst etc. Vores identitet bliver altså skabt som vi vokser op, og vi er derfor måske især i vore yngre teenageår ekstra modtagelige for påvirkninger fra omgivelserne. Men der er helt sikkert nogle adfærdspsykologer, der ved mere om dette end jeg, og det er heller ikke mit ærinde at kortlægge skabelsen af vor kønsidentitet, mit ærinde er i stedet den mangel på selvværd, som de sociale medier synes at vise hos mange unge mennesker og, synes det, primært hos unge kvinder. Jeg er selv vokset op med stribevis af amerikanske film der har vist at alene tilstedeværelsen af en mand i den unge kvindes liv ville være fyldestgørende for hendes lykke. Det kan man måske grine af, men det er, og har været med til at forstærke tanken om, at det alene er gennem manden, kvinden kan finde sit selvværd, og sin bekræftelse.

Måske det ikke er sådan mere, men at unge kvinders jagt efter perfektion er taget til på de sociale medier, er åbenbart. Deres behov for at se smukke eller sexede ud, for at være gode nok. Alt kan og bliver ofte redigeret. Billedet skal være perfekt, skal redigeres så ikke alene livet synes perfekt, men også udseendet. Hvorfor synes de ikke de er perfekte uden redigering kan man spørge sig selv om? Det kan måske synes uskyldigt, eller alene et skuldertræk værd fra ældre generationer, men man skal ikke være blind for det enorme pres det lægger på de unge kvinder, der ikke ser sig selv passe ind i rollen som ”perfekt”. Kvinder og piger, der skubbes ud i spiseforstyrrelser, angst, cutting, eller simpelthen dårligt selvværd. 

Jeg spørger mig selv, hvor selvforståelsen, udviklingen og kvindebilledet fra ungdomsoprøret er blevet af. Når det er sagt, tager jeg forbehold for, at det ikke er alle, uagtet at det er en trist tendens, og at jeg ikke ved om den samme higen efter perfektion også gælder for de unge drenge og mænd, men det er ikke mit indtryk. Det er til gengæld mit indtryk, at der er kommet et umenneskeligt pres på de unge generationer, kvinder som mænd, for at skulle blive bedre og bedre hele tiden, og måske vurdere sig selv og sit selvværd efter hvor godt, man klarer sig i skolen eller på uddannelsen. Men skal vi alene som mennesker måles på vore præstationer, på vort udseende eller det som vurderes udefra? Skal vi som mennesker ikke i stedet måles på vort indre og det, som vi er og kan være for andre mennesker, og være glade for og stolte af det, vi er, det vi har og det vi kan blive? Kræve at blive accepteret som de mennesker vi er og selv ønsker os defineret som, i ungdomsoprørets ånd? Det håber jeg for de unge piger som drenge, at de kan lære at se sig selv og føle sig lige så meget værd som ethvert andet menneske, skabt i Guds billede. De skal ikke sætte deres lys under en skæppe. 

I er verdens lys, og det skal kunne ses, ligesom en by, der ligger på et bjerg, kan ses langt væk. Man tænder jo ikke et lys for at skjule den under en skæppe.

Matthæus 5:14

Sognepræst Julie Aaboe