Dåb
Barnedåb
Når I har besluttet jer for få jeres barn døbt i Korsvejskirken, skal der træffes en aftale med præsten om dato og tid for dåben. Senest en måned før dåben vil I blive bedt om at udfylde formularen nedenfor.
For at kunne sagsbehandle og senere udskrive en dåbsattest til jeres barn, skal vi bruge jeres barns cpr.nr. Af hensyn til jeres sikkerhed bør personfølsomme data ikke sendes via mail, og I bedes derfor udfylde nedestående formular. Her skriver I også navne og adresser på dem, der står faddere.
Dåbsformular, Korsvejskirken, Tårnby
Der skal være 2-5 faddere med som vidner til dåben. Fadderne skal selv være døbt og være over konfirmationsalderen. Fadderne skrives ind i kirkebogen som vidner på, at dåben er sket. Og under den kirkelige handling lover de at gøre deres til, at barnet får den nødvendige voksenstøtte og kærlighed gennem sin opvækst, og til at barnet oplæres i den kristne tro.
Ved dåben bæres barnet af en af forældrene eller fadderne, og det er denne person, der bekræfter troen for barnet.
Normalt er dåben en del af den almindelige gudstjeneste om søndagen kl. 10. På den måde bliver barnet modtaget i det fællesskab, som menigheden udgør. Men det er også muligt at aftale med præsten, at dåben holdes på et andet tidspunkt ved en særlig dåbsgudstjeneste eller ved lørdagsdåb.
Dåb inden konfirmation
Hvis du vil konfirmeres, skal du først være døbt, da konfirmationen er en bekræftelse af dåben. Forældrene eller den, der har forældremyndighed skal give lov til dåben.
I Korsvejskirken har vi en tradtion med at samle de konfirmander der skal døbes, til en fælles dåbsgudstjeneste påskedag.
Voksendåb
Der er aldrig for sent at blive døbt, og voksendåb bliver faktisk mere og mere almindeligt. Det kan f.eks. være man ikke blev døbt som barn eller at man konverterer til kristendom. Ved voksendåb skal man have to dåbsvidner.
Korsvejskirken har gennem de sidste år haft et samarbejde med andre kirker i Amagerland provsti, som vi kalder Drop-Ind dåb Amager.
Drop-Ind dåb retter sig netop mod den, som aldrig blev døbt, men som ønsker at være medlem af Folkekirken.
I én og samme arbejdsgang kan man indskrives til dåb, have en samtale med en præst og blive døbt.