Debatten bølger frem og tilbage, om vi nu i Danmark skal eller ikke skal beholde store bededag. Det synes at handle både om politik, om oprustning, topskat, om at arbejde mere for velfærdsstaten, og om ikke at respektere den danske model, om at respektere helligdagene og meget andet. Måske vi skal til at stemme om at bibeholde eller afskaffe dagen, sådan som nogle fagbevægelser har fremsagt ønske om.

Men hvorfra stammer store bededag egentlig, og hvad er dens formål? Modsat det sejlivede rygte om at det var Struensee, Christian d.7´s livlæge der indførte store bededag, blev dagen faktisk indført af biskop over Sjælland Hans Bagger i 1686, under det knap så mundrette navn Ekstraordinær Almindelig Bededag. Meningen var, dels at samle en række andre bededage under en, dels at få folk til at møde ædru op i kirken for at bede, for dagen var tiltænkt både bod, bøn og faste. Når bededagen blev indvarslet aftenen før ved klokkeringning kl.18 skulle al handel ophøre, også beværtningerne så folk kunne møde ædru op til den vigtige dag. Derfor skulle bagerne også stoppe deres arbejde, og kunne derfor ikke bage brød. I stedet bagte de så hvedeknopper (som vi kender som hveder) således at folk efter gudstjenesten havde noget at spise når fasten kunne brydes. 

I dag tvinges folk heldigvis ikke i kirke længere, men kommer helt frivilligt, ligesom store bededag heller ikke længere partout skal bruges som en årlig dag til bod og faste. Nu er store bededag heller ikke, som de fleste andre helligdage en dag som biblen pålægger os, eller som har sin oprindelse fra bibelske fortællinger. Alligevel er en dag til bøn trods alt en god ide, og er i hvert fald en grundtanke, ikke alene i den kristne tro, men også i den danske samfundsmodel, hvor vi har fri om søndagen. Søndagen, som er en dag til hvile, præcis som vi hører om i skabelsesberetningen, hvor Gud hvilede på den syvende dag, men søndagen er også en dag til at bede, til omtanke og til at tænke over Kristi budskab. En dag væk fra al larmen både i overført og bogstavelig forstand, hvor man har ro, rum og lyd til at tænke og bede for sig selv og for andre, i rådvildhed eller måske taknemmelighed. Jesu disciple bad Jesus lære dem at bede, og Jesus lærte dem Fadervor, en bøn som langt de fleste, selv de ikke så kirkevante kender. Fadervor udtrykker en tillid til Gud, der har eksisteret lige fra de første kristne og til i dag. Vi kan altid bede uanset hvor og hvordan, og selvfølgelig hvornår, men jeg er glad for at vi, store bededag bliver mindet om at bede, for andre og for sig selv.

Julie Aaboe, Sognepræst                                                                          

Fader vor, du som er i himlene, helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde, for dit er riget, magten og æren i al evighed. Amen