Hvad var det dog der skete,
mit vinter frosne hjerte kvarts
må smelte ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
Og gav den med sit søblå flor
Et stænk af himmelens tone?
Min lille anemone
Jeg plantede der i fjor

Vi er i en måned, der fortæller os om den lyse tid forude, naturens opvågne, en ny begyndelse: Håbet og længslen efter lys og varme, anemoner, ja en genopstandelse.

Og lyset og varmen byder os, at vi kommer ud, kommer hinanden ved, mødes og glæder os over fællesskabet. 

Det var det, Kaj Munk skrev en vise om. Han skrev ikke den vise Ikke alene for at prise forårets anemoner, men skrev den som for at styrke fællesskabet i skyggen af besættelsen af Danmark. For at sige vi er stærke i fællesskab. 

Sådan var det i 1943, sådan er det i dag og i fremtiden, vi er stærkest i fællesskab, vi er stærkest når vi står sammen, når vi selv rækker hånden ud og beder om hjælp, eller tager de hænder der rækker ud efter os herhjemme eller ude i verdens brændpunkter, dem der bønfalder os om hjælp. Det er det vi forkynder her i kirken, det er den kirke vi er her i Korsvejen, og det er det som det betyder at være kirke og kristen.

At styrke fællesskabet, kærligheden, og stå op overfor uretten og undertrykkelse. Det kan være svært, men der er altid håb, og det er også det vi med en lettet suk glæder os over på en forårsdag, der varsler forhåbninger om det som livet også kan være, om det som kærligheden kan give os. Lad os altid arbejde for at fællesskabet kan udvides til alle der trænger, både de, der sidder i lyset og de der sidder i mørket.

Det er også dét, som påsken handler om: Fællesskabet Skærtorsdag, hvor Jesus bryder brødet, og drikker vinen sammen med disciplene inden korsfæstelsen og Kristi opstandelse. En genopstandelse, der giver håb om netop den kærlighed og det fællesskab vi alle skal værne om. Rigtigt glædelig påske.