Skovkirkegård stod der på skiltet. Jeg havde aldrig lagt mærke til skiltet før, og jeg har ellers kørt denne strækning mange gange. Jeg kunne ikke nå at sænke farten og dreje af, men næste gang jeg kom forbi, tog jeg et højresving. Bøgen stod smuk og nyudsprungen, og solen skinnede ned igennem på skovsyre og liljekonvaller. Det syntes næsten magisk, og der lå den indrammede kirkegård. Lidt ufriseret, men smuk, og jeg gik og læste på stenene indtil en særlig sten fik mig til at stoppe op. Tre børn. En fint forarbejdet sten der ikke kunne ligge smukkere, med et indgraveret symbol for hvert barn. Tre navne, og en dødsdato. Jeg fik en klump i halsen og kunne ikke slippe oplevelsen, der i første omgang fik mig til at knuge mine egne børn hårdt, men som jeg derefter måtte vide mere om. Tre små børn, tre søskende dræbt i en bilulykke læste jeg. En artikel der interviewede de sorgramte forældre. De talte om sorgen, den altopslugende sorg når man mister tre børn, men de talte også om at leve videre, om at ville gøre en forskel. Insistere på livet. Hvordan kan man overleve det, spurgte jeg mig selv. Men svaret kom fra børnenes mor, der i selv samme artikel udtalte: ”…jeg er ikke specielt religiøs, men jeg håber alligevel at jeg møder mine børn i himlen”. HÅB. Jeg ville have skrevet om håb i denne klumme, allerede inden jeg læste om denne tragedie, men på et langt mere filosoferende niveau, men denne kvinde, denne mor fik mig til at huske på hvor uendeligt essentielt håbet er for os helt almindelige mennesker hver eneste dag. Håbet der bærer os gennem livet, håbet om at kærligheden i sidste ende vinder. Håbet der lever med os i sorgen. Håbet om at døden ikke har det sidste ord. Håbet skærmer os ikke mod det svære, mod det onde i livet, men det hjælper os igennem og derfor er troen og håbet så uigenkaldeligt sammenknyttet. Det kan sommetider, også fra en præsts mund lyde lidt svævende, det her med et liv efter døden. Hvad er troen på Gud egentligt? ved jeg mange tænker. Men det er troens vilkår her til alle tider, troen bliver ofte til i en ”vantro” /tom verden, der kalder på hjælp, når den ikke kan hjælpe sig selv. Kirkens ord -et liv efter døden- kan derfor lyde for utrolige for mange mennesker, der ikke har haft brug for denne forsikring om kærlighed endnu. Men svaret er det helt jordnære, basale, at vi som moderen til de tre børn håber på at døden, ved Kristus tilføjer jeg, overvindes og vi mødes i kærlighed efter dette liv. Det er det håb, som troen er, et bolværk mod meningsløsheden, en trøst i ensomheden, en styrke gennem livet. For det handler ikke kun om død, men også om at leve livet.  Den styrke, den tillid til at Gud er ved vores side gennem livet, i medgang og modgang, giver mig modet til at leve livet med alt hvad det bringer, og det er mit håb, at andre må føle den selvsamme styrke i troen.

”Jeg tror, hjælp min vantro.”  Markus evangeliet, kap.9 v. 24

Sognepræst Julie Aaboe