Af sognepræst Julie Aaboe

Så har vi fejret påsken i kirken, og pinsen står for døren. Påsken lå så tidligt i år, at vi for alvor kunne få glæde af det gule tæppe af påskeliljer, der netop har taget navn efter kirkens højtid – påskeliljerne, der på gader og stræder havde stukket deres smukke hoveder op af jorden.

Og netop påskeliljen, som Grundtvig jo har skrevet så smukt om, er et smukt billede på den opstandelse, vi har fejret her til påske, mens vi venter på pinsen. Efter at have overvundet den kolde vinter og sne, har det lille og visne, næsten døde løg, alligevel suget næring til sig, og er genopstået for atter at glæde os med sin skønhed. Naturen viser os, her på vores sted på jordkloden, netop hvordan livet år efter år genopstår hvert forår.

Og naturens gang og dens pragt har da også været en stor kilde til inspiration inden for teologien. Skabelsesteologien har netop som sin teologiske kerne Guds skaberværk med den åbenlyse pointe, at Jesu opstandelse og naturens gentagne opstandelse kommer fra en og samme kraft, Guds kraft, og at Gud alene kan erkendes gennem disse.

Skabelsesteologien er en smuk teologisk tanke, og har i den udformning, som især den danske teolog K. E. Løgstrup var repræsentant for, bestemt en stor teologisk og kristen relevans. Men omvendt har den desværre også igennem tiden været
misbrugt til at undertrykke mennesker, et faktum, der især udspillede sig under nazisterne før og under Anden Verdenskrig. Og derfor er den også potentielt problematisk. En anden problemstilling er for nogle, at den som udgangspunkt historisk har haft et problematisk forhold til evolutionslæren.

Men behøver den det? Kan man ikke på en og samme tid vedkende sig vor tros artikel: ”Jeg tror på Gud fader den almægtige, Himlens og jordens skaber”, og så samtidig ikke et øjeblik tvivle på, at naturens kraft på en og samme tid viser os, hvordan Guds kraft også ligger i denne evolutionære orden? Dyr som planter må ofre sig, for at næste generation kan overleve, og ud af dette offer give liv til næste generation.

Og generation efter generation udmærker sig ved at tilpasse sig naturens gang i evig fornyelse. Orkaner, oversvømmelser, brande og tørke bringer ødelæggelser med sig, men gang på gang ser vi, hvordan naturen kommer langsomt men grundigt på fode igen, i det omfang den altså kan følge med over for de ødelæggelser, der er resultatet af det, som vi kalder ”udvikling”. Det er da ægte almægtighed, ægte geni om man vil, som ingen anden end Gud kan være arkitekten bag.

Men uanset hvordan vi som kristne ser på Guds skaberværk og på hvordan det er opstået, så er der heldigvis plads til alle her i vores brede folkekirke, hvilket også må være en forudsætning for, at vi kan være folkekirke for alle. Og lad os hånd i hånd glæde os over og gå foråret og sommeren i møde i al dens skønhed og sødme.