Af sognepræst Julie Aaboe

Det er sommer. Blomsterfloret står smukt og bøgen grønt i skovene, svalerne flyver højt og kornet vajer i den lune brise. Det er den tid på året, hvor vi samles og holder ferie sammen, om det er kæresteparret, kernefamilien eller venner, ja, da har vi for vane at samles om denne dejlige begivenhed, at nu står den på ferie og afslapning. Fri fra hverdagens trummerum, forpligtelser, job, skolegang, ansvar, måske stress og jag i højere eller mindre grad. Vi glæder os næsten alle til ferie og forventningerne er høje om den kommende glædelige, fredfyldte tid, hvor vi kommer tættere på hinanden. 

Vi mennesker elsker det perfekte. I det store og det små stræber vi som udgangspunkt efter, at det skal være perfekt. Det gælder ofte på det overordnede materielle plan, men også når det gælder vores liv sammen med andre mennesker. Vi stræber efter det perfekte forhold, ægteskab, job og de perfekte børn, og forventningerne er derfor høje, næsten uanset hvad vi foretager os. 

Men når forventningerne er en forventning om det perfekte, så kan man næsten kun blive skuffet. Så vi beklager os over vore job, pacer vores ”curling-børn” fremad, bliver skilt, når vores partner ikke lever op til de forventninger, vi selv har etc. og ikke så sjældent er ferien rammen om nogle af disse problemstillinger.

For hvor tit er ferieplanerne ikke endt med skænderi og ufred. Den rolige bilferie, hvor man skulle opleve det hele i sit eget tempo, endt med at ungerne skændes på bagsædet, og derfor også forældrene på forsædet, charterturen, der stod på ren ro, endt i skænderier, eller den romantiske get away til Rom, der ikke levede op til forventningen om romantikken. 

Men hvorfor er det så, at det ofte ikke går som planlagt?

Oftest er det forudsætningen, den er gal med, forventningen om det perfekte, om de 14 dage, hvor der skal rettes op på resten af året. Det store pres på, at vi skal opleve og opleves til fulde. Vi vil ikke sætte for meget tid af til hinanden, for det skulle jo nødig gå ud over vores ambitioner, og derfor skal tiden, vi deler, være kvalitativ i højere grad end kvantitativ.  Men det reelle ønske om en dejlig ferie sammen kan også spænde ben, for når vi forsøger at presse samlivet ind i den perfekte sommerhusramme, så er livet nu engang sådan, at det sjældent er perfekt, og så bliver vi skuffede, når det hele ramler. 

Men hvad nu hvis vi sætter forventningerne lidt ned? Hvis vi husker på ordene, at kun Gud er perfekt, selvom det kan lyde som en lidt uvedkommende trøst, men også huske på at betydningen af perfekt også kan dække over meget. For måske er det også perfekt, når det hele ikke går som planlagt. Måske man får åbnet sine øjne for nye veje, stier, ideer og muligheder. Måske man ser og oplever nye sider af ens kære, som man ikke kunne have planlagt sig til. Mulighederne er mange og gevinsten stor. Men det er værd at forsøge, for der er alt at vinde.

Med ønsket om en god u-perfekt ferie, ønskes I alle en god sommer.