Gad vide hvad dette år vil bringe? De ord indledte min første prædiken i 2020. Det er en prædiken, der blev holdt for 227 dage siden. 227! Ja, et tal. Et tal, der virker så småt, som det står her i avisen med blot tre tal: 2, 2 og 7. Så småt, at det slet ikke kan rumme alt det, som vi har oplevet siden min første prædiken i 2020. Lad os tilnærme os det på en anden måde! Lad os prøve at skrive tallet ud i bogstaver: Tohundredeogsyvogtyve!

Uanset om tallet skrives med bogstaver eller tal er der stadig langt mellem virkeligheden tilbage i januar og så den virkelighed, der er blevet vores virkelighed i dag. Der er så langt, at hverken bogstaver eller tal kan beskrive den.

Så hvad gør jeg nu? Ja, hvad gør jeg, når jeg så gerne vil beskrive det år, hvis 9. måned vi nu tager hul på. Hvordan beskriver jeg de måneder, som jeg så ud på med forventning, da jeg stod på prædikestolen i Korsvejskirken tilbage i januar. Ja, når tiden bliver til et tal, er det så nemt at glemme historierne – for der gemmer sig jo historie efter historie i den tid, som kan gøres op i tal eller bogstaver. Historier, som er blevet skjult i den corona-skygge, som vi alle er en del af. Ja, stadig er en del af, for corona er stadig over os. Og den er stadig en uvelkommen rejsefælle, som vi igen og igen håber rejser videre – uden os.

Ja, vi lever i skyggen af den corona, som har ændret vores liv fundamentalt. Men det er ikke en skygge, der skygger så meget, at den forskåner verden for andre problemer. Nej, problemer er der stadig rundt omkring – både hjemme og ude i verden. Nogle går hen over hovederne på os, andre bider sig fast. Tag blot den katastrofe, som ramte Beirut den 4. august. Den 4. august, hvor billeder tonede frem på tv-skærmen. Ja, billeder, der viste ødelæggelserne af Beirut. En by der er kendt som Mellemøstens Paris, var pludselig blevet reduceret til murbrokker, panik og uvilkårlig død.

Murbrokker og panik var der ikke meget af, da jeg som studerende tog til Beirut for at læse teologi. Nej, der var alt andet. Der var livsglæde, overskud, tolerance, liv og glæde! Alt det som katastrofen den 4. august fik vendt op og ned på! Ja, katastrofen i Beirut er blot et eksempel på de historier, problemer og katastrofer som ikke holder sig på afstand blot fordi coronaen holder sig til.

Hvad er det, det gør ved os, når vi møder alt det her? Ja, møder en pandemi, der lægger en verden ned – eller en eksplosion, der ødelægger livsglædens by? 

Ja, det ord jeg synes der rammer bedst er modløshed! En modløshed, som vi ikke desto mindre skal give håbet mulighed for at kile sig ind i. Den tyske filosof Axel Honneth formulerer det således: Vi har en moralsk pligt til at bevare håbet!

Ja, vi skal bevare håbet. Også lige her midt i den første efterårsmåned.