”Se alle bladene mor!” sagde min søn, da vi var ude i Pinseskoven i weekenden. Han var overrasket. Ja, forundret over, at de mange blade, der i løbet af foråret og sommeren har prydet træerne og skærmet for solen, nu lå spredt rundt som på et leje af de stier, som vi har betrådt så ofte. ”Hvorfor er de ikke oppe på træerne?” spurgte han. ’Sådan er livets rytme. Livets forgængelighed’, tænkte jeg – men jeg undlod at sige disse ord. Og hvorfor egentlig? Det er jo det mest naturlige, at liv går bort og liv bliver til. Vi ser det hvert år ved løvfaldet. Ja, som den norske forfatter Karl Ove Knausgård skriver det, så er vi ”bestandigt omgivet af den døde verdens genstande og fænomener”. Og det var det vi var lige der i Pinseskoven, hvor min søn gik på stier, der ikke alene blev betrådt af ham, men også af den døde verdens genstande og fænomener.

Men en ting er naturens forgængelighed. Ja, den kan vi håndtere. Denne forgængelighed er nemlig ”blot” de glødende blade og deres røde-brune farver, når de ligger på jorden – ofte blanke af den regn, som vi har meget af i de sene efterårsmåneder.

Menneskets forgængelighed har vi det mere svært med. Og det er derfor, at Allehelgensdag er så vigtig. Det er netop på denne dag, at vi mindes om vores forgængelighed. Det er på denne dag, at vi mindes de mennesker, som vi har mistet. De mennesker, som vi bærer med os i livet. Ja, bærer med os som savn, sorg og ikke mindst erindring. Ja, vi bærer dem med os i vores erindringer om dem.

Jeg har – frisk i erindringen – stadig nogle af de mennesker, som har betydet så meget for mig, men som ikke længere lever. Ja, de er stadig en del af mig for jeg har minderne. Minder om den måde de betonede sine ord til mig, både de søde og de hårde. Måden at holde kaffekoppen på. Måden øjnene kneb sig sammen og hovedet sænkede sig, når der var noget vi var uenige om. Og sidst men ikke mindst måden de lærte mig noget om livet. Ja, disse minder, eller rettere øjeblikke, oplevelser og i sidste ende mennesker, bærer jeg med mig.

Biskoppen har beskrevet det så smukt med disse ord:

”Som tiden går, bliver jeg mere og mere bevidst om, hvad de mennesker betød, som lærte mig så meget, og jeg vil gerne bruge tid på at mindes dem og hvirvle dem op i mit sind og i min sjæl igen.”

Sådan har jeg det også. Der er mennesker, som jeg har mistet, som jeg gerne vil hvirvle op i mit sind og i min sjæl. Og jeg gør det igen og igen. Men jeg gør det særligt Allehelgensdag. Den dag, hvor vi midt i løvfaldet erindrer de mennesker, der ligesom efterårets glødende blade minder os om livets forgængelighed.