Noget af det, der karakteriserer vor tid er, at der sættes spørgsmålstegn ved troen på, og ikke mindst tilliden til, autoriterne. Selvom Danmark stadig er et af de mere autoritetstro lande, bliver der også her sat spørgsmålstegn ved, at regering og folketing rent faktisk ved bedst, og der sættes spørgsmålstegn ved mangt og meget; fra vaccine forbehold, til håndtering af flygtninge og asylpolitik, manglen på klimabevarende og visionær politik etc.. Denne kritik kan man læse på sociale medier, lige fra seriøse avisartikler til forskellige sociale fora, hvor folk, på godt og ondt, kan kaste om sig med deres hjemmestrikkede løsning på landets og verdens problematikker. Sommetider er det konstruktiv kritik, andre gange bliver den vrede tone hæmmende for dialogen, og derfor bliver debatten værdiløs.

Men det er et sundt demokrati, der lader kritikken være offentligt. Det er et sundt demokrati, hvor der er plads til forskellige holdninger. Det er et sundt demokrati, hvor de folkevalgte lytter til samfundets strømninger. Ytringsfriheden sættes højt her i Danmark. Det så vi under krisen med Muhammed tegningerne, der blev beskrevet som et tegn på ytringsfrihed af nogle, mens andre synes det var et overgreb. Nu er tegneren gået bort, og de betjente, der ydede ham livslang beskyttelse, er blevet sat fri til at sikre det danske samfund på anden vis. Kilden til konflikt er gået bort, men konflikten er der stadig. Men sådan vil det være i et samfund, hvor vi ikke alle er enige, men måske netop her ville Paulus ord have været meget anvendelige:”… alt er tilladt, men ikke alt gavner, alt er tilladt men ikke alt bygger op.” og denne konflikt kan aldrig blive opbyggelig.

For kort tid siden måtte vi også sige farvel til tidl. overrabbiner Bent Melchior. En mand, et menneske, et troens menneske, hvis tro og menneskelige erfaring som flygtning under 2 VK, gjorde ham til et utroligt tolerant og vist menneske. Et menneske, der ønskede at bygge bro, der bl.a. mente, at hvis blot de religiøse ledere blev sat til at løse krisen mellem Israel og Palæstina, ville der hurtig komme en løsning. En løsning, forstod jeg, der byggede på den respekt og det fælles menneskesyn man finder som grundkerne i de tre bøger, der vejleder Bogens Folk, dvs. jøder, kristne og muslimer, nævnt i kronologisk rækkefølge. Et menneske, der snarere end at kritisere, ønskede at bygge op og løse konflikter gennem dialogen, dvs. et menneske, vi alle kunne tage ved lære af.

Det er godt, at vi kan give vore meninger og holdninger til kende, men ikke alle kan være enige, og kun gennem samtalen kan vi nærme os hinanden. Men koden er respekt, og kritik overfor andre mennesker må altid ske i ligeværdig dialog, uagtet hvad vi har ret til og frihed til. Det er værd at huske på, at huske på i denne tid, hvor autoritet såvel som demokrati, er under beskydning globalt.

Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op. 1. Korinter brev. 10.23