Lørdag d. 21. august var en smuk dag. Solen skinnede. Fra tidlig morgenstund vejrede flagene på kirkepladsen. Kirken, og vi i den, stod parat til at modtage konfirmanderne, der nu endeligt kunne få lov at blive konfirmeret, efter at restriktionerne blev løftet i folkekirken. De kære konfirmander var søde, unge og smukke; lette i sindet, og det var en festdag i kirken. Efter dagens to konfirmationer satte undertegnede sig på terrassen i solen, med en, synes jeg, velfortjent cafe latte, og følte mig glad for livet, mens jeg dovent læste dagens nyheder på telefonen.

Desperate forældre i Kabul kaster deres børn over hegnet i armene på amerikanske soldater. Nogenlunde sådan lød en af overskrifterne, og den og Simi Jans liveoptagelser og artiklens indhold greb mig i en sådan grad om hjertet på denne smukke dag, at tårerne spontant flød over.

Tanken om, hvordan disse forældre lige nu et andet sted i verden, i den dybest desperation kastede deres chokerede, angste børn i armene på helt ukendte mennesker, alene for at redde deres liv og fremtid, var så utrolig voldsom, at himlen synes at mørkne et øjeblik over Kastrup. Nu kan man jo have sine holdninger til dels om Afghanistan, dels til politisk eller militær intervention etc. Man kan stå på den ene eller anden side politisk, hvis der altså stadig findes forskellige sider i danske politik, men det syntes mig så ligegyldigt i lyset af så stor nød og sorgen over disse mange menneskers liv, der lever i dyb magtesløshed.

Og i det øjeblik var det ikke alene sorgen der fyldte mig, det gjorde taknemmeligheden også, taknemmeligheden og ydmygheden. Kontrasten, denne smukke augustdag, var så uendelig stor mellem de to dejlige konfirmationer, og så denne vished om uendelig magtesløshed, angst og elendighed, udløst af ønsket om magt pakket ind i religiøs ekstremisme, at det vækkede i mig en enorm ydmyghed.

Taknemmelighed og ydmyghed over at vi er født i et land med stor frihed, med en stærk demokratisk base. Hvor vi har et sikkerhedsnet og hvor fremtiden generelt set ser lys ud for flertallet. Hvor de unge mennesker har friheden til at vælge hvad deres liv skal indeholde, hvor der er plads til den luksus at bekymre sig om ikke essentielle problemer som tøjvalg, eller hvilken bil der skal hente en efter konfirmationen og lignende.

Jeg følte en stor taknemmelighed over dagen og livet og ydmyg over alt det som vi måske til hverdag tager for givet, og så bad jeg en bøn for alle disse forældre og børn, der har brug for al vores hjælp.

Julie Aaboe, Sognepræst

”For enhver, som ophøjer sig selv skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”  Lukes evangeliet 18:14