Jeg har et problem med november måned! Og jeg har altid haft det. Jeg kan huske som barn, at det var måneden før måneden. Det vil sige måneden før jul. Og det var egentlig også måneden efter måneden. Det vil sige måneden efter den måned, hvor der var var efterårsferie, skolernes motionsdag og kastanjemænd og nedfaldne blade i alle mulige brændte nuancer. I november ligger bladene frosne på jorden – eller også er de blevet våde og lugter af råd.

Den eneste mærkedag vi fejrede i november i mit barndomshjem, var Mortens aften. En aften, hvor vi fik and og brun sovs og hvide og brunede kartofler. Det er så kalorierig en ret, at jeg får dårlig samvittighed hver gang, vi serverer den hjemme.

Så hvad er der tilbage ved november? Ingenting… Og dog! For efter jeg er blevet præst, er det blevet en af mine favoritmåneder på grund af Allehelgensdag, der er en smuk, vemodig og meningsfuld dag i kirkeåret. Det er også en af de dage, hvor flest mennesker søger til kirken – udover juleaften og konfirmationsgudstjenester.

Det giver god mening, at folk søger kirken på denne dag, for det er netop på denne dag, at den enkelte har mulighed for at mindes dem, de har mistet, dem de savner, dem, der har præget deres liv. Og det er der god grund til at gøre i dag, hvor vi er så fremtidsorienterede. Vi tænker konstant på morgendagen. Og konstant på næste ferie, næste indkøb, næste projekt, næste mål. Men lige præcis på allehelgensdag, har vi muligheden for at tænke på de mennesker, der muliggjorde at vi i dag kan tænke på i morgen.

Vi er nemlig alle præget af de mennesker, der har været med til at forme os – både på godt og på ondt. Og allehelgensdag er det netop disse mennesker, som vi mødes for at mindes. For nylig læste jeg Biskop Thomas Reinholdt Rasmussens ord om Allehelgensdag: ”På allehelgensdag holder jeg af at sætte mig ind i en kirke, mens efterårsstormen blæser de visne blade rundt i verden”.

Jeg holder også af at sætte mig ind i kirken. Og når jeg gør det Allehelgensdag tænker jeg tilbage på de mennesker, der har været med til at forme mig. Jeg tænker tilbage på dem med taknemmelighed. Og jeg tænker tilbage på dem på en detaljeret, nærmest meditativ måde. Jeg fokuserer på et særligt træk ved den savnede person, det kan fx være min morfars rungende latter, der kunne høres ikke bare af vores naboer, men også genboen to huse længere henne af vejen.

Eller jeg tænker på min farmor, der altid spolede hen over de filmscener, hvor to mennesker kyssede. Og det tog lang tid, for det var dengang man brugte VHS. Jeg smiler af det. Og bliver varm om hjertet, selvom jeg aldrig ville gøre det samme.

Og jeg tænker på en gammel ven. En ven, der altid rejste rundt i verden på jagt efter nye oplevelser, nye fester, nye verdener. En ven, der døde for nylig på jagt efter endnu en fest.

Jeg tænker tilbage på alle disse mennesker. Ja, de er som minder, der blæser rundt som visne blade i verden. Og så tænker jeg på et vers fra en Allehelgenssalme, som vi i år også synger i Korsvejskirken. Et vers, der lyder således:

"Natten er så lang ved Allehelgen, uret går, men tiden går i stå, fanget af en skyggedans af minder, den, vi elsker, kan vi ikke nå."

Nej, den vi mister kan vi måske ikke nå i fysisk forstand. Men vi kan nå den vi mister og den vi savner, hvis vi tillader os selv af blive fanget af en skyggedans af minder. Det tillader jeg mig selv at gøre hver november. Jeg havde et problem med november. Det har jeg ikke længere. 

Sognepræst Miriam Joensen