Det værste er at der findes en vilje i verden / en lysvågen død med et stikkende blik
der griner sjofelt bag sit sorte slør / hver gang den forblæste sjæl gir fortabt

(Søren Ulrik Thomsen)

Er tanken om Djævelen forældet overtro? Eller udtryk for en uomgængelig og gådefuld realitet i denne verden? Det er det spørgsmål, som foredraget vil prøve at give et bud på.

Foredraget tager afsæt i, hvordan Luther, Grundtvig og Jakob Knudsen tænkte og talte om Djævelen som en højst nærværende og erfarbar realitet. Men også nutidige digtere som Søren Ulrik Thomsen og Kim Larsen inddrages.

Er tanken om Djævelen også i dag en plausibel tolkningsnøgle til den absolutte ondskab, som ingen kan undgå at se og erfare i verden? Det mener jeg, men det er der mange, der ikke mener, heriblandt ikke så få præster!

Derfor er det tankevækkende, at det i dag er en moderne digter som Søren Ulrik Thomsen, der er med til at holde os fast på noget, som er en uomgængelig realitet i kristendommens virkelighedsforståelse og i mange menneskers erfaring. En realitet, som med teologen Rudolph Arendts ord også betyder, ”at mennesket ikke er en dæmon; mennesket er ikke Djævelen. Læren om Djævelen afslører det onde helt til bunds uden at dæmonisere mennesket”.
Det er ikke nogen dårlig pointe. For præcis deri er der jo også en form for befrielse for det moderne overanstrengte menneske, som tror, at alt hænger på det selv, både det absolut gode i tilværelsen og det absolut onde. Det kunne tænkes, at de to modsatrettede absolutter skulle henføres til andre magter end mennesket selv.

Foredraget rummer trods emnets karakter også muntre indslag, bla. Luthers råd til, hvordan den djævelske tristhed og melankoli kan modvirkes, ikke kun ved evangeliet og bønnen, men også ved sang og musik, lidt godt at drikke og muntert selskab.

Man kan synes, at det er et mærkeligt emne, foredraget tager op, men måske viser det sig, at det faktisk har rigtig meget at gøre med det, som vi ser og erfarer i verden også i dag.