23/12/2024 0 Kommentarer
Nytårshåb
Nytårshåb
# Præstens klumme
![Blog image](https://edge.churchdesk.com/blog-172227/span7_16-9/public/o/191/haender.jpg?c=3429026a0c)
Nytårshåb
Der er blevet holdt jul i landet – og i sognet. Pakker beklædt med glitrende gavepapir er blevet åbnet, nogen hastigt andre tålmodigt og langsomt. Der er blevet spist and og flæskesteg, der er blevet tilberedt over mange timer i overensstemmelse med opskrifter og tricks, der er nedarvet igennem generationer. Glæden har, de fleste steder, været stor. Ja, forventningerne har været store og har været bygget op igennem hele december. Målene var sat højt, for det er de hvert år. Ja, i år skal alt spille. I år skal gaverne være perfekte. I år skal gløggen smage som den altid gjorde, når farmor lavede den. I ved: Med noter af stjerneanis, kanelstænger og ikke mindst den fadlagrede rom. Ja, vi har mange forventninger til juleaften – og sjældent bliver de alle sammen indfriet, men det ender ikke desto mindre i de fleste hjem med en god og dejlig aften alligevel. Også selvom fætter Hans fik blå sokker i stedet for de røde han havde ønsket sig eller lillesøster Anna fik to ens Barbiedukker.
Vi når aldrig helt de ting vi ønskede at nå. Flæskestegen blev måske tør i år, og til familiens julefrokost nåede man ikke at lave den hjemmelavede leverpostej, men måtte ”nøjes” med en færdiglavet. Og tænk sig: Det var stadig en dejlig dag. Julen er i sandhed forventningernes tid. Og højtiden efterfølges af noget andet, der også altid er forventninger til: Det nye år. Det nye år, som vi springer ind i med et champagneglas, friske kys på kinden og ikke mindst en masse forventninger. ”I år skal det være!” tænker vi, mens vi hænger i luften på ved ned mod gulvet. ”Ja, i år skal det være! I år skal vi nå…” Nå hvad? Ja, nå alle de ting, som vi forventer af os selv. Vi laver endda nytårsforsæt, der alle handler om vores forventninger til os selv, enkelte af dem af moralsk art.
Jeg har prøvet noget nyt i år. Ja, i år har jeg lavet et nytårshåb! Jeg har sagt det højt for mig selv, hvad det er jeg håber på. Og dermed er forventningens pres væk. Nu håber jeg ”bare”. Jeg håber på meget og på mange.
Hvad er så nytårshåbet, det er jo ikke bare et håb til mangt og meget. Nej, det er et kristent håb. Et kristent håb, der udtrykkes så smukt i Biblen som et ”levende håb”. Det er dette levende håb, som jeg håber, at vi hver især må være med til at give mere plads i det nye år. Det er ikke svært! Nej, for det kræver ganske enkelt, at vi hver især arbejder for det, der gør levende; det der blomstrer og forener og skaber nye begyndelser – fremfor det modsatte. Ja, det er mit håb, at vi alle tager den afdøde præst K. E. Løgstrups ord til os og handler efter dem. De ord, der lyder:
”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver.”
Hvis vi netop i det nye år bestræber os på at vække glæde i andre menneskers liv – så tror jeg, at mit nytårshåb kan blive opfyldt. Og at 2025 dermed kan blive håbets år.
Miriam Joensen, sognepræst
Kommentarer